Kompetenceudvikling Organisationsudvikling Personlig udvikling

Hvad skaber loyalitet?

Michael Binzer
Skrevet af Michael Binzer

Loyalitet er en mærkelig størrelse. Du kan ikke købe dig til loyalitet. Du kan ikke true dig til loyalitet. Og du kan ikke bestikke dig til loyalitet. Loyalitet er noget man skal gøre sig fortjent til, uanset om det er som ven, som chef eller som kæreste. Det at være loyal vækkes af nogle stærkere følelser i os end bare overfladiske ting, så som hierarki, anciennitet og formelle instrukser.

Loyalitet er også en følelse, der helst skal være gengældt på et eller andet plan. Hvis jeg som medarbejder føler loyalitet mod mit selskab, så ønsker jeg også at selskabet er loyalt i forhold til mig, selv om dette kan være en udfordring ved nedskæringer, fyringsrunder eller uenigheder. Min erfaring siger mig at det virkelig kan betale sig at være ærlig, også om de besværlige ting. Så hellere tage en konflikt, hvor man er uenig – og så lade være med blive personlig.

En af mine allerstørste fejltagelser som CEO var faktisk en sådan konfliktsituation, der omhandlede en hel arbejdsgruppe. I bagklogskabens ulideligt klare lys, så skulle min snor have været meget, meget længere i forhold til at finde en løsning, fremfor at gå så drastisk til værks, som bestyrelsen og jeg besluttede i fællesskab med resten af ledelsens opbakning. Også selv om jeg på daværende tidspunkt følte det berettiget, fordi forhandlingspositionen havde været fastlåst igennem længere tid – og der var en længere historik i selskabet omkring netop arbejdsvilkårene for denne gruppe af mennesker. Jeg lærte – den hårde vej – at løsning på konflikter ikke sker bedst gennem en optrapning af konflikten. Der kommer en hverdag igen bagefter, hvor man skal kigge hinanden i øjnene igen.

Jeg endte med at måtte reparere i flere år på denne konflikt, og måtte til sidst erkende at visse mennesker i denne arbejdsgruppe aldrig vil tilgive mig. En af de helt konkrete ting, som jeg gjorde efterfølgende var at deltage i lukkede møder, hvor jeg accepterede at vreden skulle ud – for at begge parter kunne komme videre. Det var ikke en sjov omgang, men helt nødvendigt. Idag er jeg meget afklaret omkring hvad der hændte, og kan indrømme min fejl.

Nå, tilbage til mit tema om loyalitet. Jeg har en fundamental tro på at behandle mennesker fair og have accept af at det ikke altid er muligt at blive enige med andre, men at det ikke betyder at respekten for hinanden forsvinder. Nogle af de mennesker, der har min fulde loyalitet er ikke nødvendigvis mennesker jeg er enige med. Det er i langt højere grad vigtigt for mig at jeg kan mærke at de har en stor personlig integritet, og at jeg kan stole på at de vil være der i vanskelige situationer – og bare være ærlige med mig.

En af mine gamle arbejdskolleger i et tidligere CEO-job med økonomibaggrund vil jeg altid føle en enorm loyalitet overfor. Hans integritet er hævet over enhver tvivl. Han er ærlig, loyal, hårdtarbejdende – og så har han den sjældne evne at fokusere på bolden, når hele verden står i flammer. Det kan jeg godt lide. Det giver mig en følelse af tryghed og tillid. Faktisk vil jeg gå så langt at hvis han idag kom og spurgte om vi skulle starte selskab sammen, så ville jeg ikke være i tvivl om at sige ja. Kender du den følelse?  Han har igennem både lette og hårde stunder gjort sig fortjent til min loyalitet, og det vil altid være noget som jeg bærer med mig.

Hvor mange mennesker har du omkring dig, som du føler loyalitet overfor? Prøv at sæt dig ned og reflekter over hvad der er årsagen til at netop de mennesker er på din liste – og se om der er sammenhænge på tværs. Det kan være at du bliver overrasket over listen og baggrunden.

Om forfatteren

Michael Binzer

Michael Binzer

Hvad hedder du?
Michael Binzer, 47 år
 
Hvad laver du i Mentorix?
Jeg startede i Mentorix.gl fra 01. april 2015 og arbejder primært med alle områder indenfor strategiudvikling og implementering af strategi, ledelses-, organisations- og personlig udvikling. Jeg har erfaring i at arbejde med såvel virksomheder som offentlige forvaltninger, foreninger og frivillige organisationer gennem mere end 15 år.
Min styrke er at arbejde i intensive forløb med medmenneskelige dynamikker i teams, der medvirker til at øge implementeringskraften i organisationer og udvikle ejerskab til opgaverne.
Se mere på www.linkedin.com/in/michaelbinzer eller twitter: @michaelbinzer