Personlig udvikling Samfundet

Hvad skal vi egentlig med Janteloven?

Michael Binzer
Skrevet af Michael Binzer

En ting som bliver ved med at komme tilbage til mig er hvor stærk Janteloven er i vores samfund. Det gælder for såvidt både i Grønland og Danmark – og heroppe hos os i det kolde nord er den måske ekstra voldsom. Du skal ikke tro du er noget, og vé dig for at stikke næsen frem. Jeg lægger mærke til hvor meget det fylder i samfundet, at vi egentlig har svært ved at beundre folk, der gør det godt – enten privat eller på arbejde. Folk der opnår gode resultater, fordi de enten er dygtige, heldige eller bare har stærke holdninger. Det kan være belastende.

Her i Grønland har vi en speciel hård variant af Janteloven. Vi har store udfordringer med at folk stikker næsen frem, er gode til at tjene penge – eller har stærke holdninger til ting. Jeg tænker på hvor meget energi, der bliver spildt på at rakke ned, snakke dårligt om eller tale om bag ryggen af dem.

Jeg har personligt besluttet at tage min egen stilling til dette. Jeg vælger aktivt at berømme de mennesker, der gør en ekstra indsats, har været modige, er dygtige eller bare er heldige. Hvor er det fedt, når det går godt for andre mennesker og de lykkes med ting. Jeg vil forsøge at beskrive nogle af de personer, som jeg opfatter som modige, hårdtarbejdende, heldige eller dygtige – gennem en række blogs, der fokuserer på mennesker som gør en forskel. En forskel i samfundet, en forskel for sin familie eller en forskel i den måde de opnår ting i livet på.

En af de unge iværksættere, som jeg har været så heldig at arbejde med i det sidste års tid, sagde det meget rammende: “hvorfor ønsker mange omkring mig at jeg ikke får succes?”

Han er mit første eksempel på en der vil selv. En ung mand, der på egen hånd – med sin bror – har formået at opbygge et lille mediefirma, som har haft succes fra dag 1. Han har været målrettet og optaget af sin egen personlige udvikling, samtidig med at han har givet den 100 % gas med sit selskab. I løbet af de første år har han rundet en omsætning på en million danske kroner. Ikke dårligt på et lille marked, som Grønland reelt er.

Jeg har lagt mærke til en række personlighedstræk, som går igen fra ikke bare ham som iværksætter, men en række af de andre iværksættere med succes. De er hårdtarbejdende, de er dedikerede, de tåler modgang og nederlag undervejs, og fremfor alt: de har TROEN på at lykkes.

Troen på at lykkes går igen og igen. Det med ikke at give op, når det gør ondt, når der er modgang eller når omgivelserne ikke tror på en. Jeg tænker mig at netop dette element er noget vi allesammen har glæde af at udvikle i vores børn og unge. Troen på sig selv, og troen på at det nytter noget. Janteloven i Grønland står for skud, og vejen til at putte den i graven, hvor den hører hjemme.

Vejen til mere selvstændighed, selvværd og resultater går gennem mindre jantelov og at tage mere ansvar for os selv. Troen på at vi kan, at det nytter og at vejen derhen kan være hård. Altsammen elementer, der en del af det at være iværksætter eller bare ville tage mere ansvar. Så på mange måder er vores iværksættere bærere af vores fremtidige kulturelle udvikling. De vil, de kan og de gør det! Uden at være bundet på hænder og fødder af den elendige jantelov, som fortjener sin plads i graven.

Hvad tror DU der skal til for at flere tør, og færre tier?

Hvordan vil du bidrage til at janteloven i Grønland får sin velfortjente plads i graven?

 

Om forfatteren

Michael Binzer

Michael Binzer

Hvad hedder du?
Michael Binzer, 47 år
 
Hvad laver du i Mentorix?
Jeg startede i Mentorix.gl fra 01. april 2015 og arbejder primært med alle områder indenfor strategiudvikling og implementering af strategi, ledelses-, organisations- og personlig udvikling. Jeg har erfaring i at arbejde med såvel virksomheder som offentlige forvaltninger, foreninger og frivillige organisationer gennem mere end 15 år.
Min styrke er at arbejde i intensive forløb med medmenneskelige dynamikker i teams, der medvirker til at øge implementeringskraften i organisationer og udvikle ejerskab til opgaverne.
Se mere på www.linkedin.com/in/michaelbinzer eller twitter: @michaelbinzer