Uncategorized

Teamperformance – version 2.0

Michael Binzer
Skrevet af Michael Binzer

Hvad er det som får et team til at skabe ekstraordinære resultater? Hvad er det der gør at netop dit team får en bedre dynamik, så alle medlemmer i gruppen føler et personligt ansvar for at lykkes? Og hvilke kvaliteter er det hos en leder, der gør at du får en lyst til at gå igennem ild og vand for dem?

Det er allesammen gode spørgsmål. Lette at stille – og lidt mere vanskelige at svare på. Jeg har ikke alle svarene, men jeg har en del erfaringer for hvad der virker, og hvad der ikke virker i teams. Og så er det faktisk lidt ligegyldigt om det er i bestyrelser, direktioner, ledergrupper eller teams. Det er en række menneskelige dynamikker, som påvirker hvordan gruppen fungerer sammen.

En ting der virker er mangfoldighed. Mange snakker om det – få gør noget ved det. Mangfoldighed er ikke kun et spørgsmål om mænd/kvinder. Det er alderssammensætning, kulturbaggrund, uddannelse, værdier og personlighed. Kort sagt alle de ting, der gør at vi får kvalificeret beslutningerne bedst muligt uden at der går snakke- og procesklub i det. Altsammen er meget godt, men der er behov for et fælles fundament førend teamet kan få gavn af mangfoldigheden, og det fundament består meget ofte af tillid til hinandens intentioner, fortrolighed og respekt for hinandens forskellighed. Hvis de tre elementer er tilstede, så er der en lang større chance for at lykkes med en mangfoldig ledelse. Det giver pote i form af bedre resultater og kan afmåles direkte på bundlinjen. For HVIS de tre ting er på plads, så er der mulighed for at arbejde med en lang række af de andre ting, der skaber resultater. Fokus, udløsning af den enkeltes potentiale og kompetencer, klare målsætninger, involvering og ikke mindst et resultatfokus i teamet som helhed. Det skaber ganske enkelt en åbenhed til at kunne diskutere de rigtige ting i gruppen – og gå direkte til stålet omkring de ting, der er svære i et team. De konfliktfyldte ting, der er brændstof til at skabe resultater.

Hvis tilliden, fortroligheden og respekten IKKE er der, så er det en helt anden sag. Så bliver der skjulte dagsorden, selvhævdelse, spidse albuer og en intern konkurrence, der meget ofte fører til snæversyn i organisationen.

Hvad synes du om ovenstående? Og vil du lære mere, så er det måske noget for dig og dit team at forsøge en teamseance á la det jeg har lavet et indlæg om her:

http://mentorix.gl/nyt-teamperformance/

Om forfatteren

Michael Binzer

Michael Binzer

Hvad hedder du?
Michael Binzer, 47 år
 
Hvad laver du i Mentorix?
Jeg startede i Mentorix.gl fra 01. april 2015 og arbejder primært med alle områder indenfor strategiudvikling og implementering af strategi, ledelses-, organisations- og personlig udvikling. Jeg har erfaring i at arbejde med såvel virksomheder som offentlige forvaltninger, foreninger og frivillige organisationer gennem mere end 15 år.
Min styrke er at arbejde i intensive forløb med medmenneskelige dynamikker i teams, der medvirker til at øge implementeringskraften i organisationer og udvikle ejerskab til opgaverne.
Se mere på www.linkedin.com/in/michaelbinzer eller twitter: @michaelbinzer